Nyt lys og fodboldstøtte
Efter januar måneds generalforsamling er der kommet styr på to vigtige initiativer fra Kunstgræsforeningen.
Nyt og mere lys
Bestyrelsen arbejder på at opgradere den eksisterende banebelysning på kunstgræsbane 4 (den gamle kunst). Belysningen (lamperne) er fra en tid, hvor LED-pærer ikke var standard, og det bliver snart umuligt at skaffe nye pærer, når disse skal skiftes… - og det er allerede temmelig bekosteligt at købe de gamle pærer. Derfor skal lamperne skiftes til LED, hvilket gerne skulle betyde færre og billigere pæreskift, ligesom det selvfølgelig har et væsentligt lavere energiforbrug.
Herudover købes nye LED-lamper til den nyeste kunstgræsbane. Størstedelen af banerne er allerede med belysning, men der mangler en smule i midten (mellem 5-mands- og 8-mandsbanen), hvilket der nu etableres.
Nyt lys er desværre langt fra en billig fornøjelse at etablere, men vi er så heldige at være blevet hjulpet lidt på vej i form at to pæne støttetildelinger: Jelling Musikfestival støtter med 40.000 kr. og Sparekassen Danmark Fonden Himmerland støtter udskiftningen med 50.000 kr. Tilbud på lys er ved at blive indhentet og forhandlet, men sikkert er det, at støtten langtfra dækker, så medmindre der kommer nye til, så må mankoen tages fra foreningens opsparing.
Udskiftningen forventes at ske i indeværende sæson.
Støtte til fodboldinitiativ
Selv om året står på en stor investering i form af ovennævnte lysudskiftningsprojekt, så er der alligevel truffet beslutning om, at det også i år vil være muligt for VSF Fodbolds afdelinger at søge om støtte til f.eks. ture, træningslejre, fodboldaktiviteter eller andre sociale formål.
I 2025 var der blandt andet tilskud til en udenlandstur, diverse målmandsudstyr, fodboldstævner, hyggeaftener og forplejning ved fodboldsociale arrangementer. Det bliver der igen i år, og som noget nyt, er der udarbejdet en beskrivelse af uddelings- og ansøgningsproceduren samt et ansøgningsskema.
Bemærk, at årets ansøgningsfrist er 1. april 2026.
