Menu

Jens Rindom modtager fornem udmærkelse

image Jens Rindom - her set i administrativ funktion på seneste DBU fodboldskole
Henrik Farman
11. januar 2025 kl. 17:20

Det er ikke en Nobelpris, som Jens Rindom tidligere i dag har modtaget, for denne tildeles normalt ikke til folk indenfor fodboldmiljøet, men Jens har modtaget en anden fornem udmærkelse.

Den 13. september 2024 blev Jens Rindom indstillet til DBU Jyllands Rejselegat af Vinding SF Fodbold, og det har han nu fortjent vundet. På det årlige DBU Jylland delegeretmøde, der blev afholdt tidligere i dag, skulle Jens modtage hæderen foran en fyldt sal med fodboldildsjæle fra hele Jylland. Jens har (selvfølgelig) længe været tilmeldt, men sygdom gjorde, at Jens har måttet melde afbud. I stedet modtog sportschef Per Iversen samt undertegnede prisen på Jens’ vegne. I forbindelse med uddelingen viste DBU en kort film, der er lavet til lejligheden. Se den her.

Jens har gennem årene vist en enestående dedikation og engagement i klubben, hvilket gør ham til en særdeles værdig modtager af denne hæder.

Jens er kendt af alle i Vinding SF Fodbold samt de fleste i DBU-organisationen. Hans engagement i klubben strækker sig over flere årtier, og han har været involveret i utallige opgaver og initiativer. I 1999 modtog Jens DBUs sølvnål som symbol på 15 års indsats, og siden da har han fortsat med at bidrage aktivt til klubbens udvikling.

I de seneste år – ja faktisk så længe som de fleste kan huske - har Jens været et fast medlem af fodboldudvalget, hvor han deltager aktivt i samtlige diskussioner og altid har en kvalificeret og velgennemtænkt holdning. Herudover fungerer han som klubbens kampfordeler, der en yderst central position i enhver fodboldklub. Her har styr på alle regler og procedurer, lige fra turneringstilmelding til kampflytning, karantæner, regler for brug af halvårsspillere etc.

Men Jens' engagement stopper ikke ved administrative opgaver. Han er ofte at finde på Vinding Stadion, hvor han sørger for praktiske ting som kridtning af baner, tømning af skraldespande og vedligeholdelse af fodboldafdelingens faciliteter. Og når han ikke er i gang med praktiske gøremål, så nyder han også ”blot” at være tilskuer, når flere af klubbens hold spiller hjemmekampe.

Derudover skal det nævnes, at Jens er drivkraften bag klubbens årlige afvikling af DBUs fodboldskole, som ofte har over 200 unge deltagere. Jens får sat holdet til denne krævende opgave, der løber over en hel uge. Det hele bliver forberedt til mindste detalje, og Jens er at finde på fodboldskolen i samtlige timer. Det sikrer en velgennemført afvikling til glæde for både aktive og de frivillige.

Selv om Jens for længst er gået på pension, så kan man roligt sige, at han stadig er særdeles aktiv og han kan umuligt kede sig. Som om ovennævnte ikke var nok, så koordinerer Jens også de frivillige fra klubben, når der hvert år er Jelling Festival. Og her tager han også lige selv en vagt, hvor der holdes brandvagt, samles og køres affald mv. Jens tager gerne en nattevagt… - for Jens trives i døgnets sene timer, hvor der i dagligdagen ofte sendes og svares på emails.

Under corona-pandemien var Jens også en del af udvalget, der håndterede klubbens håndtering af situationen. Der blev opsat skilte, trukket plasticbånd og informeret om de aktuelle regler og lempelserne, der kom hen ad vejen.

Det er umuligt at nævne alle de opgaver og initiativer, som Jens i dag eller gennem tiden har deltaget i. Til slut skal det dog med, at Jens for nogle år siden spillede en nøglerolle i implementeringen af klubbens nye hjemmeside samt omlægning til DBUs medlemsregistrerings- og økonomisystem - en langtfra triviel og let opgave.

Det er ikke første gang, at Jens er blevet hædret indenfor DBU-systemet. I 2021 modtog Jens DBU Jylland Region 3’s ”Gør en forskel”-prisen – her link til DBUs artikel herom.

Jens Rindom er en sand og i disse tider sjælden ildsjæl, og hans utrættelige indsats har haft en enorm positiv indvirkning på Vinding SF Fodbold. Hans dedikation og engagement gør ham til en værdig og fortjent modtager af DBU Jyllands Rejselegat.

Foreløbig TAK for alle indsatserne, Jens – og stort TILLYKKE.

PS: DBU Jylland har også lavet en (professionel) artikel om Jens og den vundne pris. Link til artikel findes her.

 

Luk